Information om genhusning

Når boligerne i din afdeling skal renoveres, betyder det, at din bolig ikke er beboelig i en periode. Derfor skal du flytte og genhuses i en anden bolig.

Retten - og pligten - til genhusning gælder alle lejemål, som bliver berørt af renoveringen.

FællesBo vil gerne hjælpe dig, så det bliver en tryg og overskuelig proces, og derfor tilbyder vi dig en personlig snak om processen, hvor vi gennemgår alle detaljer og taler om, hvad der er vigtigt for dig. Alt sammen for så vidt muligt at tilgodese dine ønsker og behov, når du genhuses.

Genhusningssamtalen
Cirka 6 måneder før vi går i gang med at renovere din bolig, vil du blive indkaldt til en personlig genhusningssamtale. I løbet af samtalen, der tager 30-45 minutter, får vi en afklaring af, hvad du vil, når din bolig skal renoveres - og hvordan vi bedst kan hjælpe dig.
Samtalerne afholdes så vidt muligt i afdelingen; enten i et festlokale eller i en ledig bolig.

Når vi har en tidsplan over, hvilke boliger, der renoveres hvornår, vil det fremgå af vores hjemmeside www.faellesfremtid.dk.

Genhusningsvalg
Du har tre valg, når du skal genhuses:

•    Midlertidig genhusning
•    Permanent genhusning
•    Permanent fraflytning

Midlertidig genhusning
Ved den midlertidige genhusning, vil du få en genhusningsbolig i en kortere periode. Det er begrænset, hvilke krav du kan stille til den midlertidige bolig. Efter loven kan du kræve, at boligen har mindst ét værelse for hver to personer i husstanden, og at den ligger i kommunen. Den skal have passende kvalitet, udstyr og beliggenhed.

Vi vil gøre vores bedste for, at du får den bedst mulige genhusning og så vidt muligt i en bolig af omtrent samme størrelse, som den bolig, du bor i. Du bliver ikke opsagt fra din egen bolig, mens du bor i genhusningsboligen. Du bliver i stedet registreret som boende på det, der i daglig tale kaldes en c/o adresse. Dette skal du selv sørge for at registrere ved PostNord.

Du får som udgangspunkt tilbudt én midlertidig genhusningsbolig.

Du har også mulighed for selv at finde din midlertidige genhusningsbolig. Du må f.eks. gerne flytte i dit sommerhus i renoveringsperioden.

Midlertidig genhusning kan ske i boliger, der endnu ikke er renoverede eller som skal nedlægges. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det er en genbrugsbolig. Det vil sige, at din genhusningsbolig er rengjort, men ikke komplet istandsat. Det betyder, at du må acceptere et farvevalg, der ”er, som det er”, huller efter søm og skruer i vægge og anden prægning, der viser, at lejemålet ikke er nyistandsat.

Den midlertidige genhusning kan også ske til istandsatte boliger i andre afdelinger eller måske i en pavillon indrettet som en bolig.

Betaling af husleje i genhusningsperioden?
Når man bliver midlertidigt genhuset, betaler man sin husleje som man altid har gjort. Det vil sige, at boligstøtte, pensioner m.v. kører som det plejer. Det eneste man som lejer skal gøre, er at ændre sin postadresse ved PostNord. Det hjælper FællesBo naturligvis med.
Skulle man blive genhuset i en bolig, hvor nettohuslejen i genhusningsboligen er mindre end den nettohusleje man normalt betaler, får man refunderet differencen hver måned i genhusningsperioden.
Opkrævningen til forbrug stoppes i den oprindelige bolig ved udflytning, og der skal betales for forbrug i genhusningsboligen i genhusningsperioden. Alt afhængig af hvilken genhusningsbolig man får, vil betalingen enten ske direkte til værkerne eller via månedlige aconto betalinger til FællesBo. Alt dette vil fremgå af genhusningslejekontrakten som underskrives inden indflytning i genhusningsboligen.

Finder man selv genhusning uden for FællesBo, stoppes huslejen i genhusningsperioden.

Hvis din midlertidige genhusningsbolig ikke er udstyret med gardiner, har du ret til at købe rullegardiner eller persienner for max 700 kr. Pengene refunderes ved fremvisning af bon hos FællesBo.

Skal der betales nyt indskud?
Efter endt genhusning, hvor man flytter tilbage til en nyrenoveret bolig - enten sin egen eller en anden renoveret bolig i afdelingen - vil der blive taget udgangspunkt i det oprindelige indskud.
Flytter man tilbage til sin egen bolig, bibeholdes indskuddet i boligen, og man skal således ikke betale yderligere.
Flytter man i en anden bolig, hvor det oprindelige indskud enten er dyrere eller billigere end det man selv har betalt, vil man tilsvarende enten skulle betale eller have refunderet differencen.
Er beløbet det samme, bliver indskuddet overført uden videre fra den ene bolig til den anden.
Ovenstående er ligeledes gældende, hvis man bliver permanent genhuset til en anden afdeling.

De nye (og dyrere) indskud vil kun blive opkrævet af de nye lejere, der kommer via ventelisten fra www.lejehuset.dk.

Permanent genhusning
Ved permanent genhusning vælger du at flytte permanent til en anden tilsvarende bolig i enten afdelingen eller i en af vores andre afdelinger. Du vælger derfor ikke at flytte tilbage til din oprindelige bolig. Vi vil naturligvis hjælpe dig med at finde en permanent genhusningsbolig. Du skal vælge en bolig, der ikke berøres af renoveringen.

Du får som udgangspunkt to tilbud om permanent genhusningsbolig.

Permanent fraflytning
Vælger du permanent fraflytning gælder de almindelige opsigelsesregler, men dog med en lempeligere økonomi.

Du kan opsige lejemålet med 3 måneders varsel. Når vi har grundlaget for at sige, at en nedrivning eller en ombygning af bygningen betyder, at du er nødt til at flytte fra boligen, kan vi ligeledes ophæve lejemålet med 3 måneders varsel.

Du betaler selv for flytteudgifterne, uanset om det er dig eller os, der opsiger lejemålet.

Når du flytter, skal du vide…
Alle boliger skal synes. Dog tager synet kun ca. 30 minutter i stedet for de omkring 90 minutter et almindeligt syn tager. Ved fraflytningssynet i den oprindelige bolig foretages en gennemgang af boligen.

Det der bliver lagt allermest vægt på ved fraflytningssynet er, om der er gjort ordentligt rent! Det er vigtigt, idet nedbryderne skal ind i boligerne og fjerne fx toiletter og komfurer, når renoveringen går i gang. Er der ikke rengjort tilstrækkeligt, vil der blive rekvireret et rengøringsselskab som lejeren skal betale. Der vil i forbindelse med fraflytningssynet ligeledes blive tjekket om kælderrummet er tømt.

Du skal selv sørge for at flytning af telefon, TV og internetforbindelse samt indboforsikring. FællesBo betaler for rimelige udgifter herved.

Som udgangspunkt pakker du selv ned i udlånte flyttekasser, som fås ved henvendelse til ejendomsfunktionæren. Du kan beholde nogle af flyttekasserne, så du ikke behøver at pakke alle kasser ud under din midlertidige genhusning.

Vi har valgt at samarbejde med et flyttefirma, som har stor erfaring med flytning for lejere i forbindelse med genhusninger. Du kan vælge at bruge flyttefirmaet uden beregning, så det bliver nemt for dig at flytte!

Hvis du vælger at flytte selv, vil du modtage én huslejekompensation pr. flytning.

Vi sørger for, at der i perioder er opstillet containere til storskrald.

Når du fjerner tæpper
Du skal være varsom, når du fjerner dine tæpper, hvis du ønsker at bruge dem igen. Tæpper, der ødelægges, kan kun i visse tilfælde erstattes. Her følger vi de samme regler, som forsikringsselskaberne bruger. Det betyder blandt andet, at du skal kunne dokumentere tæppets alder og indkøbspris. Tæpper, som er mere end 10 år gamle, erstattes ikke.

Vi aflæser målere og giver værkerne besked
Målerne aflæses af ejendomsfunktionærerne ved både ind- og fraflytning. Som del af vores service sørger vi for besked til værkerne om, at du flytter.

Vi vægter den personlige kontakt meget højt, og derfor tilbyder vi et personligt møde, hvor vi tager en snak om dine genhusningsønsker og behov.

Hvordan bruges ancienniteten i afdelingen ved tilbageflytning i nyrenoveret bolig?
A     1. prioritet: Lejere i etapen
B     2. prioritet: Lejere i egen afdeling, opdelt i etaper
C     3. prioritet: Lejere i FællesBo
D     4. prioritet: Lejere i organisationer, hvor der er samarbejde om fælles venteliste
E     5. prioritet: Medlemmer på ventelisten

Punkt C - E kræver, at man har en aktiv profil på www.lejehuset.dk og er skrevet op til boligerne i afdelingen.

Uddybning af punkterne A-E:
A: Når vi renoverer vores store boligafdelinger, er vi ofte nødt til at dele renoveringen op i etaper, da det ikke kan lade sig gøre at renover en hel afdeling ad gangen.

Hvis en etape består af to blokke får ancienniteten hos lejerne i disse to blokke en indflydelse, hvis der er flere, der ønsker at flytte tilbage til den samme bolig.

Her skal det dog præciseres, at man altid har ret til at flytte tilbage til sin egen bolig uanset, hvordan de andres anciennitet er.

Ancienniteten startede den dag, man flyttede ind i afdelingen. Hvis man, i en ubrudt periode, har boet flere steder i afdelingen (altså er flyttet direkte fra én lejlighed til en anden i afdelingen), så er det første indflytningsdag, der tæller.
 
B: Når lejerne, der ønsker at flytte tilbage i de to blokke, har fået tildelt boligerne, og der stadig er ledige boliger tilbage i etapen, spørger vi de øvrige lejere i afdelingen, om der er nogen, der ønsker at flytte i de resterende nyrenoverede boliger i etapen. Vi spørger lejerne efter tur i de etaper som helhedsplanen tidsmæssigt er delt op i.
 
C: Hvis vi ikke kan finde nye lejere i afdelingen, spørger vi de ansøgere, som er lejere i FællesBo.
 
D: Derefter spørges ansøgerne, der er lejere ved Boligselskabet Fruehøjgaard og Bomidtvest.

E: Til sidst spørges resten af ansøgerne på ventelisten. Resten vil her være de lejere, der endnu ikke har boet hos boligselskaberne i et år, og de ansøgere, der ikke har en bolig ved boligselskaberne.
Her skal præciseres, at det kun er lejere/ansøgere, der har en aktiv profil på www.lejehuset.dk, og som er skrevet op til boligerne i afdelingen, der kommer i betragtning.